GLA:D Ryg Kernebudskaber
Målet med GLA:D® Ryg er øget egenhåndtering gennem større viden om ryggen og en bedre fysik.
GLA:D® Ryg bygger på en model, der tager udgangspunkt i den måde patienterne håndterer deres ryggener, frem for en model, der fokuserer på behandling af en bestemt diagnose. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i, at smerter påvirker den måde patienter bevæger sig på, og at det kan vedligeholde smerter, samt at tanker om hvad der er galt, og hvad man må og ikke må, kan være lige så hæmmende for normal funktion som smerterne i sig selv
Patientuddannelse er centralt i GLA:D® Ryg. Hovedbudskaberne er, at
• smerte er et udtryk for, at de samlede belastninger overstiger de samlede ressourcer. Belastninger og ressourcer er både fysiske, mentale og sociale.
• i 90% af tilfælde med rygsmerter er smerterne ikke tegn på en skade i ryggen. Dette kaldes ofte ”uspecifikke” rygsmerter, som er godartede.
• rygsmerter er en aktivering af "ryg-alarmen", der får os til at tilpasse og ændre vores aktiviteter.
• graden af smerter er ikke et tegn på, hvor skadet ryggen er, men et tegn på, hvor følsom "ryg-alarmen" er.
Træningen i GLA:D® Ryg
• er baseret på en kombination af træning af styrke, udholdenhed og bevægelighed og ikke et specifikt træningskoncept
• arbejder med variation i bevægelse, da det er et fællestræk for rygpatienter, at variationen i bevægemønstre er reduceret
• har fokus på, at genvinde frie og naturlige bevægemønstre
• har fokus på, at patienten får tryghed ved bevægelse
• har fokus på, at patienten får ejerskab til sine øvelser
• har ikke én bestemt korrekt udførelse af øvelserne – afslappet, varieret bevægelse, der er tilpasset den enkelte patient, er målet